Her, på grænsen mellem by, sø og skov, og i krydsfeltet mellem natur og kultur kan der skabes et helt unikt museum, der trækker Jorn ud i naturen og naturen ind i Jorn. Jeg forestiller mig et museum, der åbner og spejler sig i Silkeborg Langsø.
»Men, der er jo lige bygget madpakkehus«, »det er jo der, vi lufter hund« og »først ødelægger man Nordskoven nu Odden«, vil du måske sige. Men det ene udelukker jo ikke det andet. Tværtimod. Og når vi kigger ind i et projekt til en halv milliard kroner, skylder vi hinanden at se på alle muligheder. Et Museum Jorn på Odden vil kunne beundres og skabe opmærksomhed for alle, der bevæger sig gennem byen fra nord til syd. Og uanset om man kommer via Borgergade, Ansvej eller Christian 8.s Vej vil Museum Jorn på Odden tiltrække sig opmærksomhed og skabe fælles historie.
Et Museum Jorn på Odden vil ydermere skabe større sammenhængskraft mellem midtbyen og bunden af Hvinningdal, og kigger vi ind en årelang anlægsfase, vil man kunne benytte Søndre Ringvej og helt undgå de naturlige logistiske udfordringer et byggeri i midtbyen vil medføre.