Hunden er som bekendt menneskets bedste ven. I hvertfald er der ingen tvivl om, at hunden har nogle fordele, som mange vil være forundt.
Mad tre gange dagligt, mulighed for at flade ud på gulvet under sofabordet, gø af naboen og ikke mindst glæde sig over at få lov til at hænge med hovedet ud af vinduet når familien kører på tur i sommervarmen.
Man sku’ være en hund.
Og nu er der flere goder på vej til den firbenede ven. Engelske dyrlæger, adfærdseksperter og hundeejere har udarbejdet en liste med 50 punkter, der beskriver hvad en hund bør opleve i sit liv.
De første punkter handler om at slappe af foran kamin med åben ild, svømme i havet og gå amok i sneen. Herefter følger blandt andet muligheden for at grave et blomsterbed op, besøge et andet land og have sin yndlingsplads i sofaen. Her kan de fleste tobenede formentlig være med, og mere interessant bliver det da også først lidt længere nede af listen, hvor muligheden for at rulle sig i en stinkende mudderpøl er skitseret.
Også muligheden for at jage en kat, køre i åben sportsvogn, have sin egen julesok og vise postmanden hvem der bestemmer, virker svært tillokkende.
Man sku´ være en hund.
Listen tæller også muligheden for sejle i en rigtig sejlbåd, have et stamværtshus og få en speciallavet fødselsdagskage.
Man sku´være en hund.
Og dog. Listen tæller også retten til at sove på hundehotel og spise en anden hunds mad!! Tror blot jeg opstiller min egen personlige top 50 over ting, der skal opleves i mit hundeliv.
Bagtanke, bragt i Midtjyllands Avis 10/01 2013